Forside Presse Pressemeddelelser 2017 Finans Danmark udg...

Finans Danmark udgiver rapport om unge, gæld og opsparing

15. marts 2017

Finans Danmark udgiver i dag en ny spændende rapport om unge, gæld og opsparing. Rapporten sætter fokus på unge fanget i RKI, på de unges gælds- og opsparingsadfærd, forældrenes vurdering af deres børns finansielle forståelse, samt de unges digitale vaner og sikkerhed. 
 
Danske unge stifter i dag tidligt bekendtskab med penge, gæld og opsparing, men ikke alle er lige gode til at holde styr på privatøkonomien. Derfor kører Finans Danmark for 3. år i træk kampagnen Pengeuge, som skal højne de unges finansielle forståelse.
 
I forbindelse med Pengeuge udgiver Finans Danmark i dag rapporten ”Unge, gæld og opsparing”, som tager temperaturen på, hvordan det står til blandt de unge.
 
- Vores nye rapport samler en række data, som er interessante når det drejer sig om unge og økonomi. Et af resultaterne i rapporten er, at tal fra RKI viser, at 50.000 unge mellem 18 og 30 år er registreret som dårlige betalere. Det er de primært, fordi de ikke betaler regningen for deres mobiltelefon eller nyindkøbte tablet, siger seniorøkonom i Finans Danmark, Solveig Råberg Tingey.
 
Udover tal på RKI belyser rapporten de unges generelle gælds- og opsparingsadfærd og sætter fokus på, hvornår de unge stifter gæld og begynder at opspare. Dertil indeholder rapporten en række analyser af forældrenes vurdering af deres børns finansielle forståelse.
 
- Behovet for at øge børns finansielle forståelse er stort, og spørger man forældrene, mener et flertal, at det bør ske både via undervisning i skolen og læren i hjemmet. Vi kan samtidig se, at flere børn får børneopsparinger og lommepenge, og vores undersøgelser sætter fokus på, hvordan og hvorfor børnene fx får lommepenge, lyder det fra Solveig Råberg Tingey.
 
Ud over unges gæld, opsparing og finansielle forståelse indeholder rapporten et særtema omkring digital sikkerhed for unge. De danske unge er it-parate, og som tallene i denne rapport viser, bruger de unge meget af deres tid på nettet og er samtidig flittige forbrugere af både online shopping og netbank.
 
Det er vigtigt at sikre, at unge vejledes i den digitale verden og klædes ordentlig på til at færdes sikkert på nettet, også når det er privatøkonomien, som skal håndteres.
 
 
For yderligere information
Kontakt Finans Danmarks pressechef Stine Luise Hansen på telefon: 3016 1009
Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her