Uddybning om ind- og udlån

Banker skaber kontakt mellem de, der vil låne penge, og de, der ønsker at spare op. Bankernes unikke rolle som "pengeformidlere" skaber blandt andet værdi ved at gøre det nemmere og billigere at låne og spare op. Man kan sige, at bankerne leder pengene i samfundet derhen, hvor de gør størst gavn - og det i de rigtige mængder.

I lande som Danmark tager man velfungerende banker for givet. Men der findes en lang række lande, som kæmper med at etablere en velfungerende finansiel sektor. Eksemplet "En verden uden banker" illustrerer den måske usynlige, men meget vigtige rolle bankerne spiller.

Eksempel: En verden uden banker

Hr. Hansen ønsker at låne 100.000 kr. over fem år til en ny bil.
 
Da der ikke findes banker, er det første hr. Hansen gør at spørge kolleger, familiemedlemmer og andre, om der er nogen, der vil låne ham pengene. Efter længere tids søgen finder han en nabo på villavejen, der vil låne ham penge. Temmelig besværligt. Med andre ord er der store såkaldte søgeomkostninger uden banker.

Naboen kender imidlertid ikke hr. Hansens økonomiske situation og har ikke ekspertisen til at vurdere, om hr. Hansen er i stand til at betale hele lånet tilbage. Derfor kræver naboen en ekstra høj rente for at sikre sig. Uden bankernes ekspertise i at kreditvurdere betaler man ikke den rigtige pris for sit lån.

Samtidigt er naboen meget udsat, hvis hr. Hansen ikke kan tilbagebetale sit lån. Det er måske hele naboens opsparing, der er udlånt til hr. Hansen. Naboen løber også her en stor risiko og kræver igen en højere rente, hvorimod bankerne spreder risici på mange kunder og dermed bedre kan bære, hvis hr. Hansen ikke kan betale lånet tilbage.

Endelig skulle det være meget heldigt for hr. Hansen, om naboen præcis har 100.000 kr., som han ønsker at placere i nøjagtig fem år. Måske ønsker naboen kun at låne 50.000 kr. ud og kun i ét år. Dermed har hr. Hansen kun fundet halvdelen af sin finansiering. Og det er kun for et år. Bankerne er derimod i stand til at konvertere mange indlån med kort løbetid til udlån med lang løbetid. Det skyldes, at bankerne har et stort antal kunder med forskellige behov i forhold til opsparing og lån.

Opsummeret så kan bankerne i forhold til formidling af ind- og udlån:

  • Mindske søgeomkostninger
  • Bedre kreditvurdere
  • Sprede risici
  • Konvertere korte indlån til lange udlån
Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her