Luk

Gode råd til ansøgningen

Hænder på hagen

30. august 2011

Inden du skriver en ansøgning, er det vigtigt at forberede sig.

Søg informationer om virksomheden

Tjek virksomhedens website, og læs om deres vision, værdier, nye tiltag, virksomhedskultur, størrelse og så videre.

Søg virksomheden på Google, hvor der kan dukke relevant information op.

Læs jobannoncen grundigt

  • Understreg vigtige oplysninger.
  • Matcher stillingsbeskrivelsen dine ønsker og kvalifikationer?

Ring til virksomheden

Er der punkter, som du ønsker uddybet, så ring til kontaktpersonen, inden du sender ansøgningen. Det kan hjælpe dig til at kvalificere din ansøgning.

Forbered relevante spørgsmål, som du ikke kan finde svar på andre steder. Er stillingen nyoprettet? Antal medarbejdere? Vægtning af opgaver?

Forbered dig grundigt. Din henvendelse må ikke opleves som irrelevant og forstyrrende.

Krav og kvalifikationer

Ud fra beskrivelsen af arbejds- og ansvarsområder kan du se virksomhedens forventninger. Formuleringer som "betydelig arbejdsindsats", "fleksibilitet" og "høj stresstærskel" kan være udmærkede tegn på, hvad virksomheden faktisk forventer af dig. Teksten kan også signalere, om virksomheden fx er ung eller uformel.

Fremhæv dine faglige og personlige kvalifikationer og beskriv dem med dine egne ord. Benyt gerne eksempler. Lad være med at nævne, hvad du ikke opfylder.

Jobannoncens kvalifikationsafsnit er oftere udtryk for en ønskeliste end absolutte krav. Er ledigheden lav inden for det område, du søger, kan du uden betænkeligheder søge jobbet, selv om du ikke opfylder alle krav.

Skriv kort og korrekt

  • Din ansøgning må maks. fylde en side. Skriv klart og præcist og undgå gentagelser.
  • Skriv det vigtigste først, og brug gerne overskrifter.
  • Få en af dine venner til at læse korrektur på din ansøgning, man kan godt blive blind på sin egen tekst. Husk at vedlægge et CV og eventuelt kopier af relevante bilag.
  • Send din ansøgning hurtigst muligt efter den ledige stilling er annonceret, aldrig for sent.
  • Kontakt virksomheden, hvis du ikke har fået en bekræftelse.
 

Martin, rådgiver 2011

UddannelsesKaravanen

Overblik Finans.udd.