Finansielle kriser kan være kostbare for realøkonomien. Reinhart og Rogoff (2009) giver et overblik, der peger på tab i BNP og beskæftigelse og en kraftig stigning i de offentlige underskud. En international finansiel regulering, der kan sikre den finansielle stabilitet, er derfor nødvendig og vigtig.

Men det er også vigtigt, at der reguleres på den rigtige måde - der er tale om en balancegang. Nye regler skal være med til at understøtte den fremtidige vækst. Strammes kravene til bankerne på en uhensigtsmæssig måde, vil det få åbenlyst negative realøkonomiske konsekvenser. De akkumulerede effekter af den nye regulering kan blive så store, at bankerne fx får problemer med at rejse den nye krævede mængde kapital. Bankerne vil i lyset af ny og strammere regulering reducere udbuddet af (eller hæve prisen på) finansiering eller på andre måder ændre sammensætningen af deres balance. Det får betydning for kunderne, der efterspørger finansiering til investering, huskøb, almindeligt forbrug mv.

Det lavere udlån vil føre til et tab i samfundets produktion - det vil sige i BNP og dermed beskæftigelse - fordi der vil blive investeret mindre, og kapitalapparatet og beskæftigelse dermed vil mindskes. BNP-tabet skal dog ses i sammenhæng med den "gevinst" i form af færre fremtidige finansielle kriser, som den øgede regulering måske kan af sted komme. Men det er vigtigt at understrege, at en for kraftig merregulering vil få betydelige realøkonomiske konsekvenser på både kort og mellemlang sigt. Desuden bliver effekten af finansielle kriser ofte regnet fra "bølgetop-til-bølgedal". De finansielle forhold har også været med til at skabe en mervækst i økonomien op til krisen. Det er vurderingen, at "nettoeffekten" af en strammere regulering bliver et permanent tab i BNP.

I analysen vurderes konsekvenserne for udlånet af et scenario indeholdende en stramning i kravene til den finansielle sektor, hvor en række europæiske banker, herunder danske, har givet et skøn på det medfølgende ekstra kapitalkrav.

Det vurderes, at de ekstra kapitalkrav på ca. 3 pct.point betyder, at udlånet vil være 5¼ pct. lavere efter 5 år i forhold til et forløb uden de ekstra kapitalkrav. Sagt på en anden måde: For den første pct.point ekstra kapitalkrav mistes ca. 2 pct. i udlån. For hver pct.point solvensprocenten yderligere strammes, vil udlånet være yderligere 1 til 1,5 pct. lavere og dermed få konsekvenser på BNP på det korte og mellemlange sigt.

Finansrådets analyse