Forbrugerrådet og Finansrådet har indgået en fælles holdning til regler for privat kaution, som Finansrådet har henstillet til medlemmerne om at efterleve. Den fælles holdning gælder for privat kaution fra og med 1. januar 2002. Med "privat kaution" menes tilfælde, hvor der ikke i erhvervsmæssig sammenhæng er et økonomisk fællesskab mellem kautionist og låntager.

Den fælles holdning indeholder på en række punkter en bedre beskyttelse af private kautionister.

 
Følgende grundlæggende elementer kan nævnes:

1. Der skal udleveres en pjece om kaution til personer, som overvejer at kautionere. Pjecen er udarbejdet i fællesskab mellem Forbrugerrådet og Finansrådet. Pjecen skal gennemgås af pengeinstituttet, før kautionsaftalen indgås.
   
   
2. Pengeinstituttet skal også udlevere konkrete oplysninger om låntagers økonomi. Dette tiltag skal skærpe kautionistens agtpågivenhed og forståelse for indholdet og konsekvenserne af kautionsforpligtelsen.
   
   
3. Kautionsaftaler skal være skriftlige.
   
   
4. Der bør ikke stilles kaution for gammel gæld.
   
   
5. Kautionsforpligtelsens størrelse skal begrænses til lånets hovedstol eller for kreditter til maksimum af kreditten.
   
   
6. Kautionsløfter tidsbegrænses til maksimalt 10 år og for kassekreditter eller lån uden fastsat tilbagebetalingstidspunkt til 5 år med det vilkår, at kautionen falder bort, hvis kautionisten iden for de nævnte tidsrum ikke er blevet mødt med krav fra pengeinstituttet.
   
   
7. Kautionister skal fra årsskiftet 2002/2003 have tilsendt en årlig meddelelse om størrelsen af den kautionssikrede forpligtelse.

Aftalen mellem Finansrådet og Forbrugerrådet har efterfølgende dannet grundlag for lovregler om beskyttelse af private kautionister. Der henvises herom til lov om finansiel virksomhed § 48*).

*) Lov om finansiel virksomhed § 48:

Har en kautionist uden for erhvervsforhold stillet kaution for lån ydet af et pengeinstitut, og udebliver låntageren med betaling af hovedstol, afdrag eller renter, skal der senest 3 måneder efter de pågældende ydelsers forfaldsdag gives skriftlig meddelelse herom til kautionisten. Bestemmelsen i 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse, hvis pengeinstituttet giver låntageren henstand, uden at kautionisten har givet samtykke hertil i det konkrete tilfælde.

Stk. 2. Overskrides fristen i stk. 1, kan kautionsforpligtelsen kun gøres gældende over for kautionisten for det beløb, som låntagerens gæld efter den sikrede fordring ville have udgjort, hvis låntageren havde betalt alle ydelser rettidigt indtil det tidspunkt, som ligger 3 måneder forud for det tidspunkt, hvor meddelelse gives.

Stk. 3. Overskridelse af fristen i stk. 1 medfører, at pengeinstituttet taber sit krav over for kautionisterne, i det omfang disses regreskrav mod låntagerne er blevet forringet, selv om nedsættelsen af kautionsforpligtelsen efter stk. 2 tages i betragtning.

Stk. 4. En kautionist kan ikke hæfte for et beløb større end lånets hovedstol eller kredittens maksimum ved kautionsaftalens indgåelse.

Stk. 5. Kautionsaftaler efter stk. 1 skal være skriftlige for at kunne gøres gældende.

Stk. 6. En kautionsforpligtelse efter stk. 1 bortfalder efter 10 år eller, hvis kautionsaftalen er indgået til sikkerhed for en kredit med variabelt beløb eller for et lån uden fast forfaldstidspunkt, efter 5 år, medmindre forpligtelsen forinden er gjort gældende af pengeinstituttet.

Stk. 7. Ved kautionsaftaler efter stk. 1 skal pengeinstituttet årligt og skriftligt meddele kautionisten størrelsen af den gældspost, som kautionen er stillet til sikkerhed for.