4. januar 2012
Skatteministeriet har den 1. december 2011 sendt
lovforslag om enklere beskatning af udlodninger fra
investeringsforeninger mv. i høring.
Formålet med forslaget er ifølge bemærkningerne at sikre, at
reglerne er så enkle og nemt administrerbare som muligt og på samme
tid ikke udgør en barriere for foreningernes mulighed for at
indrette sig hensigtsmæssigt på markedet. Endvidere skal forslaget
bidrage til at sikre samspillet mellem skattereglerne og UCITS
IV-direktivet (2009/65/EF).
Hvis danske investeringsforeninger og
investeringsforvaltningsselskaber skal have mulighed for at
konkurrere på lige fod med udenlandske udbydere på det europæiske
marked for UCITS til gavn for investorerne, skal der gennemføres en
række yderligere justeringer af den danske skattelovgivning, som
behandles i høringssvaret, men som ikke er indeholdt i det aktuelle
lovforslag.
Høringssvaret omhandler en række problemstillinger, men har
særligt fokus på nedenstående tre problemstillinger:
- Afgrænsningen af, hvilke institutter der kan opnå status som
investeringsinstitut - efter Finansrådets opfattelse bør
afgrænsningen heraf nøje følge definitionen af
investeringsinstitutter i UCITS-direktivet.
- Ifølge lovforslaget skal tilbagesalg af aktier mv. til det
udstedende selskab, som er omfattet af ABL § 19, anses som udbytte.
Dette gælder også tilbagesalg af andele til danske
investeringsforeninger omfattet af ABL § 19. Konsekvensen heraf er,
at der for udenlandske investorer indføres begrænset skattepligt af
aktieavancer ved afståelse af aktier i investeringsselskaber mv.
Dette vil formentlig betyde, at grænseoverskridende salg af danske
investeringsbeviser vil ophøre i praksis. Formålet med lovforlaget
er blandt andet, jf. også ovenfor, at skattereglerne tilpasses
UCITS IV-direktivet og den øgede internationale konkurrence, men
som lovforslaget er udformet, vil danske investeringsforeninger - i
strid med lovforslagets motiver - sandsynligvis ikke længere kunne
markedsføres internationalt.
- UCITS IV-direktivet giver mulighed for, at et
investeringsforvaltningsselskab i Danmark kan etablere og
administrere UCITS med hjemsted andre steder i Europa.
Selskabsskattelovens SEL § 1, stk. 6 om ledelsens sæde er
imidlertid uomtalt i lovforslaget, selvom reglen indebærer, at
UCITS placeret uden for Danmark vil blive undergivet dansk
skattepligt, såfremt ledelsen fra et skattemæssigt perspektiv anses
for at have sæde i Danmark. Dette vil forhindre danske udbydere i
at trække administrationen af sine udenlandske UCITS til Danmark,
hvilket vil indebære, at Danmark potentielt vil gå glip af en
betydelig beskæftigelseseffekt.
Endvidere omtales i høringssvaret bagatelgrænsen og
nedrundingsregler ved opgørelse af minimumsudlodningen, udhuling af
skatteværdien af nettokurstabskonti, oplysning om aktieerhvervelse
samt exitskat på tabsaktier.