Forside Tal & Fakta Netbanksikkerhed

Netbanksikkerhed

Historisk har it-sikkerhed været vægtet højt i pengeinstitut-sektoren. Finansrådet vedtog allerede i 1996 et kodeks for it-sikkerhed i netbanker til privatkunder. Formålet hermed var og er stadig at fastsætte fælles minimumskrav til it-sikkerhed i pengeinstitutternes elektroniske selvbetjeningssystemer til privatkunder.

Øget sikkerhed med NemID

NemID er en sikkerhedsløsning, der fremover skal anvendes af alle danske private netbankkunder. NemID består af to elementer, der tilsammen øger sikkerheden: en adgangskode og et nøglekort. Samtidig flyttes de sikkerhedsnøgler, der hidtil har ligget på den enkelte kundes harddisk, til centrale servere. Med NemID har sikkerheden dermed fået et løft og gjort det sikrere at gå på nettet også fra andre computere end din egen.

Hvordan sker netbankindbrud?

Alle netbankindbrud er sket som følge af, at it-sikkerheden på brugerens computer ikke har været tilstrækkelig.

Indbruddene er hidtil sket ved, at de it-kriminelle lægger "spionprogrammer" på kundernes pc. Spionprogrammet giver de it-kriminelle adgang til alt på kundens pc, fx dokumenter, fotos, mailboks, adgangskoder og sikkerhedsnøgler, og dermed også adgang til kundens netbank.

Der findes ikke 100% sikre netbankløsninger. Det er derfor vigtigt, at du som netbankbruger bruger din sunde og kritiske sans, når du færdes på nettet.

Banken dækker tabet

Det er banken, der dækker tab ved netbankindbrud for privatkunder.

De it-kriminelle slører deres spor

Enhver netbankoverførsel efterlader sig elektroniske spor, der viser, hvilken konto pengene er sendt til.

De it-kriminelle har behov for at sløre disse spor, derfor lokker de almindelige mennesker til at fungere som såkaldte muldyr. I praksis fungerer det sådan, at de it-kriminelle overfører penge fra netbankindbrud til muldyrets konto, hvorefter muldyret skal hæve beløbet i kontanter og overføre dem til de kriminelle bagmænd via eksempelvis Western Union eller Money Gram.

På den måde kan de it-kriminelle hente pengene, mens muldyret står tilbage med et alvorligt forklaringsproblem, for pengene kan altid spores til muldyrets konto. 

Sådan undgår du at blive muldyr

Vær altid på vagt, hvis nogen, du ikke kender, ønsker hjælp til at overføre penge og tilbyder dig penge for ulejligheden.

Muldyr bliver typisk rekrutteret igennem en spammail-kampagne med et "jobopslag". Rekrutteringsforsøget kan være på dansk eller engelsk. Nogle er meget professionelt udført, andre ganske ubehjælpsomme.

Jobopslaget kan være kamufleret under overskrifter som "finansielle assistenter søges", "hjemmearbejde", "part-time job" og "lokal representation needed for International Company".

Reagerer man på rekrutteringsforsøget viser det sig, at hovedindholdet i jobbet er, at man skal være behjælpelig med at modtage penge og videresende pengene. Som betaling får man ofte en andel på 5-15 procent.

Medvirken til netbankindbrud som muldyr er en kriminel handling, som kan straffes efter hæleribestemmelsen. De elektroniske spor efter en netbank-overførsel betyder, at et muldyr altid kan opdages.

Netbankindbrud - statistik

Gode råd om netsikkerhed

Mere om NemID

 

Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her