Accepter cookies fra finansraadet.dk

Finansrådet bruger cookies til at indsamle statistikker mv. på finansraadet.dk. For at få fuldt udbytte af finansraadet.dk skal du acceptere brugen af cookies. Du kan altid slette cookies fra Finansrådet igen, hvis du ønsker dette.

AccepterLæs mere om cookies
 
Luk

FR-10/96

Afgivelsesdato:08-08-1996
Emneord:Spotforretninger
Emne:Valørdage, handelsdatoer, afviklingsdatoer, afdækning af risiko og rådgivning i forbindelse med spotforretninger
  

Spørgetema og Finansrådets besvarelse

 

1.      Finansrådet anmodes om at beskrive, hvad en spotforretning er.

 

Finansrådets svar:

Spothandel - eller strakshandel - er køb og salg af valuta til aktuelle markedskurser til afvikling to bankdage frem.

2.

a)      Finansrådet anmodes om at oplyse, hvorvidt en spotforretning i sig selv kan afdække en risiko ud over den dag, hvor spotforretningen bliver indgået.

 

Finansrådets svar:

Ja. Afviklingen i spotmarkedet for valuta er to bankdage efter handelsdagen. Ønskes afdækningen foretaget pr. en senere dato end spotvalørdatoen, skal der tillægges et terminstillæg eller fratrækkes et terminsfradrag afhængig af renteforskellen mellem de to handlede valutaer.

 

b)      Finansrådet anmodes om at oplyse, hvorvidt en spotforretning sammen med en efterfølgende terminsforretning kan afdække en risiko mod devaluering eller revaluering ud over den dag, hvor spotforretningen bliver indgået.

 

Finansrådets svar:

Ja.

 

c)       Finansrådet anmodes om at oplyse, hvorvidt en spotforretning med udgangspunkt i den konkrete rente- og valutasituation i Sverige den 16. september 1992 om eftermiddagen kunne afdække en risiko mod devaluering af den svenske krone ud over den dag, hvor spotforretningen bliver indgået.

 

Finansrådets svar:

Ja. Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 2 a).

 

3.

a)      Finansrådet anmodes om at oplyse, hvorvidt en spotforretning kan indgås med valør dagen efter aftalens indgåelse.

 

Finansrådets svar:

Ja. Kursen vil dog blive reguleret, da der ikke er tale om standardvalør, jf. besvarelsen af spørgsmål 2 a). Teknisk er der tale om en spotforretning minus en bankdags termin.

 

b)      Finansrådet anmodes om at oplyse, hvorvidt en spotforretning med udgangspunkt i den konkrete rente- og valutasituation i Sverige kunne være indgået omhandlende svenske kroner den 17. september 1992 med valør den 18. september 1992 og i bekræftende fald på hvilke vilkår.

 

Finansrådets svar:

Ja. Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 3 a). Det kan ikke oplyses, på hvilke nærmere vilkår en sådan spotforretning kunne være indgået.

 

4.

a)      Finansrådet anmodes om at oplyse, hvorvidt man kan aftale en spotforretning med valør tre bankdage efter aftalens indgåelse.

 

Finansrådets svar:

Ja. Teknisk vil der være tale om en spotforretning plus en bankdags termin. Kursen vil således blive reguleret.

 

b)      Finansrådet anmodes om at oplyse, hvorvidt en bekræftende besvarelse af spørgsmål 4 a) rent teknisk er en spotforretning med en bankdags termin og i bekræftende fald, på hvilke vilkår en sådan forretning kan indgås.

 

Finansrådets svar:

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 4 a).

 

5.

a)      Finansrådet anmodes om at oplyse, hvor mange bankdage valutaforretningerne i bilag D, G, K, N, T og Z består af.

 

Finansrådets svar:

Såfremt der er handlet om dagen på de pågældende datoer, er der for alle forretningers vedkommende tale om tre bankdages løbetid. Er der imidlertid handlet om natten efter de pågældende datoer (efter kl. 17.00 New York-tid), vil valørdagen være en dag senere.

 

b)      Finansrådet anmodes om at oplyse, hvorvidt man ud fra de fremlagte bilag D, G, K, N, T og Z kan konstatere handelsdatoen for valutaforretningen.

 

Finansrådets svar:

Nej. Handelsdatoen kan ikke entydigt fastslås.

 

c)       Finansrådet anmodes om at oplyse, hvorvidt det er i overensstemmelse med sædvanlig bankpraksis, at handelsdatoen for valutaforretningen ikke fremgår af bekræftelsesskrivelsen for valutaforretningen.

 

Finansrådets svar:

Som oftest vil et pengeinstitut afsende bekræftelse til kunden samme dag, som forretningen indgås, og bekræftelsesdatoen vil derfor være identisk med indgåelsesdatoen. Det kan dog ikke siges at være almindelig pengeinstitutpraksis, at indgåelsesdatoen fremgår specifikt af bekræftelsen.

 

d)      Finansrådet anmodes om at oplyse, hvorvidt det er i overensstemmelse med sædvanlig bankpraksis ikke at anføre handelsdatoen, men at anføre afsendelsesdato og valørdato i bekræftelsesskrivelsen for en valutaforretning.

 

Finansrådets svar:

Der henvises til besvarelse af spørgsmål 5 c).

 

e)      Finansrådet anmodes om at oplyse, hvorvidt det er i overensstemmelse med sædvanlig bankpraksis, at oprettelsesdagen for valutaforretninger er eller kan være forskellig fra handelsdagen.

 

Finansrådets svar:

Det må præciseres, hvad der skal forstås ved "oprettelsesdagen".

 

f)        Finansrådet anmodes om at oplyse, hvorledes en kunde normalt får oplyst handelsdagen, såfremt handelsdagen ikke fremgår af bekræftelsesskrivelsen.

 

Finansrådets svar:

Normalt oplyses handelsdatoen alene på forespørgsel, idet de fleste kunder kun er interesseret i valørdatoen.

 

6.

a)      Finansrådet anmodes om at tilkendegive, hvorvidt man kan forlænge en allerede indgået spotforretning med en bankdag.

 

Finansrådets svar:

Ja.

 

b)      Såfremt spørgsmålet i 6 a) besvares bekræftende, forespørges da på hvilken måde.

 

Finansrådets svar:

Der udregnes et terminstillæg/-fradrag på basis af renteforskellen mellem de involverede valutaer. Såfremt den tidligere aftalte spotkurs afviger fra spotkursen, når forlængelsen aftales, skal der ske en kurs- eller terminsregulering.

 

c)       Finansrådet anmodes om at tilkendegive, hvorvidt der er forskel på, hvordan de enkelte pengeinstitutter registrerer bankdagen.

 

Finansrådets svar:

Det må præciseres, hvad der skal forstås ved "registrerer bankdagen".

 

7.

a)      Finansrådet anmodes om at lægge til grund, at en kunde ønsker at afdække en valutarisiko over en weekend.

 

Finansrådets svar:

Finansrådet går ud fra, at der er tale om en forudsætning for spørgsmål 7 b) og 7 c).

 

b)      Hvilken bankrådgivning vil være sædvanlig at yde på et sådant ønske fra en kundes side? Hvilke forretninger vil normalt blive foreslået, og hvad er udgifterne hertil?

 

Finansrådets svar:

Spørgsmålet kan ikke besvares på grundlag af sædvanlig pengeinstitutpraksis.

 

c)       Hvilken bankrådgivning ville være sædvanlig at yde en professionel valutainvestor med udgangspunkt i den konkrete rente- og valutasituation i Sverige den 16. september 1992 om eftermiddagen, såfremt den pågældende kunde ville afdække en risiko mod devaluering af den svenske krone senere på dagen?

 

Finansrådets svar:

Spørgsmålet kan ikke besvares på grundlag af sædvanlig pengeinstitutpraksis.