Spørgetema og Finansrådets besvarelse
1. Er det sædvanlig pengeinstitutpraksis at overføre et pengebeløb fra en konto tilhørende en navngivet kunde (1) til en anden konto tilhørende en anden navngiven kunde (2) i henhold til mundtlig anmodning fra 2, som samtidig har skriftlig fuldmagt til at disponere over 1?
Finansrådets svar:
Det er sædvanlig pengeinstitutpraksis at foretage overførsler baseret på mundtlig instruktion fra den, der har skriftlig fuldmagt til at disponere over kontoen. Dette gælder også overførsler til fuldmægtigen selv, medmindre omstændighederne tilsiger, at en sådan overførsel kan være i strid med fuldmagtens formål.
2. Såfremt kunde 2 ikke har givet udtrykkelig ordre til pengeinstituttet om overførsel fra 1 til 2 af et givet beløb, kan pengeinstituttet da foretage en sådan overførsel på egen hånd?
Det er ikke sædvanlig pengeinstitutpraksis at foretage overførsler mellem konti tilhørende forskellige kontohavere uden instruktion fra den betrukne kontohaver eller en fuldmægtig for denne.
3. Vil et pengeinstitut, såfremt en overførsel har fundet sted af et givet pengebeløb, uden direkte ordre fra kunde 2, mellem konto 1 og konto 2 da normalt sikre sig en skriftlig accept af overførslen, efter at denne har fundet sted?
Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 2.
4. Er det sædvanligt, at et pengeinstitut, som har foretaget en overførsel af et givet pengebeløb fra konto 1 til konto 2 uden forinden at have tilsikret sig kunde 1's accept, anmoder kunde 1 om en skriftlig accept af overførslen fra kunde 1 og 2 mere end 20 måneder efter, at overførslen har fundet sted?
Der kan ikke påvises sædvanlig pengeinstitutpraksis.
5. Udgår.
6. Udgår.
Finansrådets svar til 5 og 6:
Udgår.
7. Idet det oplyses, at indehaveren af konto 1 er et anpartsselskab med 2 anpartshavere, samt at forretningsadressen er direktionens adresse, som er identisk med den ene anpartshavers adresse, der samtidig udgør direktionen, og har fuldmagt til at disponere over kontoen spørges, hvorvidt det er sædvanlig pengeinstitutpraksis, at anpartshaverne personligt - og ikke kun selskabet, der er indehaver af konto 1 - meddeles, at konto 1 er kommet i debet som følge af en overførsel fra konto 1 til konto 2.
8. Er det i overensstemmelse med sædvanlig og god pengeinstitutpraksis, at et pengeinstitut - med viden om, at konto 1 tilhører et ApS og med viden om, at dette anpartsselskab ejes af (mindst) 2 anpartshavere - hvoraf den ene (A) ikke personlig er kunde i pengeinstituttet, mens den anden (B) som indehaver af konto 2 er kunde i pengeinstituttet, samt at denne udgør direktionen i det anpartsselskab, der er indehaver af konto 1, samt at direktionen har fuldmagt til at disponere over den pågældende konto - uden udtrykkelig aftale med A overfører hele saldoen fra den anpartsselskabet tilhørende konto for at inddække et overtræk på den B tilhørende konto i pengeinstituttet?
9. Er det i overensstemmelse med sædvanlig og god pengeinstitutpraksis, at et pengeinstitut - med viden om, at konto 1 tilhører et ApS og med viden om, at dette anpartsselskab ejes af (mindst) 2 anpartshavere - hvoraf den ene (A) ikke personlig er kunde i pengeinstituttet, mens den anden (B) som indehaver af konto 2 er kunde i pengeinstituttet, samt at denne udgør direktionen i det anpartsselskab, der er indehaver af konto 1, samt at direktionen har fuldmagt til at disponere over den pågældende konto - uden udtrykkelig aftale med B overfører hele saldoen fra den anpartsselskabet tilhørende konto 1 for at inddække et overtræk på den B tilhørende konto 2 i pengeinstituttet?