Luk

FR-2/03

Afgivelsesdato:04-06-2003
Emneord:Aktier
Emne:Tegning eller køb af aktier i et børsnoteret selskab. Sædvanlig praksis ved betaling af investors nytegnede aktier
  

Spørgetema og Finansrådets besvarelse

 

1.    Er det sædvanlig pengeinstitutpraksis, at et pengeinstitut, der yder et banklån til en kunde til brug for kundens tegning eller køb af aktier i et børsnoteret selskab og forestår betalingen for denne tegning/dette køb, af egen drift træffer foranstaltninger til sikring af kundens midler i form af det bevilgede banklån og/eller træffer foranstaltninger til sikring af kundens ejendomsret til de tegnede/købte aktier i et børsnoteret selskab?

 

Finansrådets svar:

I en sag som den foreliggende, hvor der er tale om en investors nytegning af aktier i et selskab, er det sædvanlig praksis, at pengeinstituttet ekspederer købesummen til det udstedende selskab, uden at der i den forbindelse træffes foranstaltninger til sikring af kundens ejendomsret til aktierne. Dette synes også at være forudsat i den konkrete sags tegningsretsaftale punkt 4 B, hvor det i sidste afsnit er anført: "Betalingen for de tegnede aktier erlægges kontant i kr. og skal betales senest samtidig med, at meddelelsen om tegning af aktier afgives til Selskabet."

 

2.    Har det betydning for besvarelsen af spørgsmål 1, om pengeinstituttet over for kunden har stillet krav om, at kunden skal pantsætte de tegnede/købte aktier i det børsnoterede selskab og pantsætte kravet på levering af disse aktier til sikkerhed for det banklån, som pengeinstituttet har ydet kunden til brug for kundens tegning/køb af de pågældende aktier?

 

Finansrådets svar:

Det er uden betydning, om banken skulle have haft sikkerhed i aktierne.

 

3.    Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende, bedes karakteren og omfanget af de påkrævede foranstaltninger oplyst for at opfylde sædvanlig pengeinstitutpraksis.

 

Finansrådets svar:

Bortfalder, jf. svaret på spørgsmål 1.

 

4.    Såfremt spørgsmål 2 besvares bekræftede, bedes det oplyst, hvilken betydning det har for karakteren og omfanget af de foranstaltninger, der er påkrævet for at efterleve sædvanlig pengeinstitutpraksis?

 

Finansrådets svar:

Bortfalder, jf. svaret på spørgsmål 2.