Spørgetema og Finansrådets besvarelse
1.
a) Ved køb af erhvervsejendomme i 1987/88 blev der ofte anvendt "dobbelt finansieringsmodel" forstået således, at der i ejendommen blev optaget maksimalt kreditforeningslån, idet der samtidig blev stillet et tilsvarende finanslån/udlandslån til rådighed af banken mod pant i provenuet, som blev investeret i obligationer. Finansrådet anmodes i forbindelse hermed om at oplyse, hvorvidt det i 1987/88 var sædvanligt at opsamle pengestrømmen, dvs. obligationsrenter, -afkast og -salgsprovenuer på en handelskonto (foliokonto), eller det var sædvanligt at opsamle pengestrømmen på en sikringskonto.
b) Finansrådet anmodes i forbindelse hermed om at udtale sig om, hvorledes konti af den ovenfor beskrevne art sædvanligvis blev forrentet i perioden 20/7 1987 til 23/9 1988. Ved besvarelsen anmodes Finansrådet om at lægge til grund, at den konto, pengestrømmen passerede, var pantsat til banken, ligesom det skal lægges til grund, at "dobbelt finansieringsengagement" med den tilhørende konto blev etableret den 30. juni 1987 og afsluttet den 23. september 1988. Endelig bedes det ved besvarelsen lægges til grund, at der igennem hele perioden har indestået et betydeligt beløb på kontoen, jf. bilag 7, fremlagt med stævningen.
2. Finansrådet anmodes om at oplyse, om bankforretninger af den ovenfor beskrevne art og størrelse (som forudsætningsvis fremgår af de med stævningen fremlagte bilag 6 og 7) sædvanligvis gennemførtes uden særaftaler om forrentning, eller beløbene normalt indestod med en forrentning svarende til pengeinstituttets sædvanlige "priser og betingelser".
3. Finansrådet anmodes om at lægge til grund, at en kunde og et pengeinstitut har indgået aftale om forrentning med eksempelvis 8,5 pct. p.a. af indestående på en sikringskonto. Sikringskontoen er oprettet i forbindelse med kundens optagelse af et udlandslån, der er anvendt til køb af værdipapirer. Værdipapirerne, der løbende handles, opbevares i et depot. Pengestrømmen i forbindelse med fondshandlere passerer sikringskontoen. Depotet og sikringskontoen er pantsat til pengeinstituttet. Det på sikringskontoen indestående beløb kan fra dag til dag uden varsel udtrækkes til køb af værdipapirer til indlæggelse i depot. Depotet og sikringskontoen er pantsat til pengeinstituttet. Under ovenstående forudsætninger anmodes Finansrådet om at oplyse, om den én gang aftalte indlånsrente alt andet lige vil være gældende mellem banken og kunden eller banken og et eller flere af kunden oprettede aktieselskaber og/eller anpartsselskaber, såfremt tilsvarende parallelle bankforretninger/"lukkede pengekredsløb" etableres.
Finansrådets svar:
Set i lyset af, at erfaringsgrundlaget på området er af ringe omfang, og eftersom der bliver indgået særskilt aftale på hvert enkelt område, kan der ikke påvises nogen ensartet praksis.