1. Finansrådet bedes oplyse, hvorvidt der er fastsat fælles regler/normer for office banking/netbank, herunder i relation til tilbagekaldelse af afgivne betalingsordrer. I bekræftende fald bedes Finansrådet oplyse, om der gælder generelle tidsfrister i relation til, hvornår en tilbagekaldelse af en betalingsordre senest skal være kommet pengeinstituttet til kundskab for at kunne effektueres, eller hvorvidt fastsættelse af sådanne frister er overladt til det enkelte pengeinstitut. Finansrådets svar: Der er ikke fastsat fælles regler eller normer for office banking/netbank i sektoren.
2. Finansrådet bedes oplyse, hvad der er sædvanlig pengeinstitutpraksis for så vidt angår tilfælde, hvor en kunde, som på netbank har indlagt en indbetaling til gennemførelse en bestemt senere dag, den anførte dag meddeler banken, at betalingen alligevel ikke skal gennemføres. Spørgsmålet bedes besvaret under forudsætning af, at kundens meddelelse tilgår banken på et tidspunkt på dagen
A) hvor betalingen er blevet effektueret
B) hvor betalingen endnu ikke er effektueret.
Finansrådets svar:
Der kan ikke påvises sædvanlig pengeinstitutpraksis. Mulighederne for tilbagekaldelse af en betalingsordre afhænger af det enkelte institut.
3. Finansrådet bedes oplyse, hvad der er sædvanlig pengeinstitutpraksis i relation til tidspunktet på dagen, hvor en indlagt betalingsordre i et netbank-system gennemføres.
Finansrådets svar: Der kan ikke påvises sædvanlig pengeinstitutpraksis.
4. Finansrådet bedes oplyse, om det er sædvanlig pengeinstitutpraksis, at en bank i sine regler om office banking henviser til regler for tilbagekaldelse af elektroniske betalingsordrer, når der kan lægges til grund, at banken ikke har fastsat sådanne regler.
Finansrådets svar: Det er ikke sædvanlig pengeinstitutpraksis at orientere kunderne om mulighederne for tilbagekaldelse af betalingsordrer efter effektueringsdagen/-tidspunktet.