I anledning af Finansrådets svar, hvori Finansrådet blandt andet bemærker:
"Finansrådet skal bemærke, at det er sædvanligt, at pengeinstituttet ikke har kontraktsmæssig mulighed for at opsige fastforrentede (eller variabel forrentede) låneaftaler til førtidig indfrielse over for debitor, medmindre debitor har misligholdt låneaftalen"
spørges,
om det er sædvanlig pengeinstitutpraksis, at et pengeinstitut, der har kontraktsmæssig mulighed for at opsige fastforrentede (eller variabel forrentede) låneaftaler til førtidig indfrielse over for debitor udenfor tilfælde af misligholdelse, opkræver Break-Funding i tilfælde af pengeinstituttets opsigelse af låneaftalen til førtidig indfrielse?
I benægtende fald spørges,
om det er sædvanlig pengeinstitutpraksis, at et pengeinstitut, der har kontraktsmæssig mulighed for at opsige fastforrentede (eller variabel forrentede) låneaftaler til førtidig indfrielse over for debitor udenfor tilfælde af misligholdelse, ikke opkræver Break-Funding i tilfælde af pengeinstituttets opsigelse af låneaftalen til førtidig indfrielse?
Finansrådets svar:
Der kan ikke påvises sædvanlig pengeinstitutpraksis.