Spørgetema og Finansrådets besvarelse
1. Er den i sagen - som bilag 11 - fremlagte garanti stillet af Pengeinstitut X den 19. januar 1994 over for indstævnte Pengeinstitut Y en sædvanlig anfordringsgaranti oprettet på blanket og med indhold, som normalt benyttes af danske pengeinstitutter?
Finansrådets svar:
Ja.
2. Er det sædvanligt eller dog noget, der forekommer i praksis, at et pengeinstitut angives som garantibegunstiget i stedet for pengeinstituttets kunde, som garantirekvirenten havde et retsforhold til?
Ifølge sædvanlig pengeinstitutpraksis angiver garantirekvirenten over for garantistiller, hvem der skal indsættes som beneficiant, som dermed er den eneste, garantistiller kan betale til med frigørende virkning umiddelbart i henhold til garantien, uanset om beneficianten måtte være den materielt berettigede.
3. Er den omstændighed, at garantien er stillet på anfordring og skulle komme til udbetaling imod skriftlig anmodning fra den garantibegunstigede, ensbetydende med, at garantien efter sædvanlig pengeinstitutpraksis er løsrevet fra det underliggende retsforhold?
En anfordringsgaranti, der skal komme til udbetaling imod skriftlig anmodning fra beneficianten, skal betales ved påkrav uanset det underliggende retsforhold, som er garantien uvedkommende. Dette afskærer imidlertid ikke garantirekvirenten fra under en efterfølgende retssag at rejse et berigelseskrav mod beneficianten.