Spørgetema og Finansrådets besvarelse
Spørgsmålene bedes besvaret på grundlag af oplysningerne i de vedlagte breve af 21. marts 1996 fra advokatfirma X og 17. april 1996 fra advokatfirma Y.
1. Det bedes oplyst, hvorvidt et pengeinstitut handler i strid med god bankskik eller gældende kutyme inden for pengeinstitutsektoren, såfremt det afviser en check på fx 100.000,00 kr. på et tidspunkt, hvor kontoen ikke var misligholdt, opsigelsesvarslet ikke udløbet, og der var dækning på kontoen.
Finansrådets svar:
Det er ikke sædvanlig pengeinstitutpraksis at afvise en check på et tidspunkt, hvor kontoen ikke er misligholdt, opsigelsesvarslet ikke er udløbet, og der er dækning på kontoen. Et pengeinstitut er imidlertid altid berettiget til at nægte at honorere en check, jf. checklovens § 25.
Finansrådet udtaler sig alene om sædvanlig pengeinstitutpraksis og ikke om "god bankskik", da fastlæggelsen af, hvad der er "god skik" i henhold til bank- og sparekasselovens § 1 henhører under Finanstilsynet.
2. Det bedes oplyst, hvorvidt det er i overensstemmelse med almindelig praksis inden for pengeinstitutsektoren at returnere checks vedrørende et engagement, som er misligholdt eller nødlidende, hvad enten checken eller checkenes betaling ville holde sig inden for det bevilgede maksimum for engagementet eller ej.
Ja. Det er i overensstemmelse med sædvanlig pengeinstitutpraksis at returnere checks, såfremt det pågældende engagement er misligholdt eller nødlidende, selvom checkene ligger inden for det bevilgede maksimum for engagementet.